Nordisk Morris Minor Lager A/S

Tagbagagebærer

Tagbagagebærer
Vi har fremstillet en tagbagagebærer efter en model som var almindelig omkring 1960.

Det er en stærk, let og universel konstruktion af lette stålrør. Håndbygget og gassvejst som dengang. Den ser "rigtig" ud på biler fra 1950 til 1970.

Tidstypisk tilbehør, som vi også i dag har brug for af og til. God til transport af lette ting, der fylder meget: barnevogn, cykel, soveposer, telt, en ekstra kuffert, ski og mange andre ting.

Dette var datidens trailer, som ofte blev overlæsset til det utrolige. De var meget almindelige og fandtes i mange udførelser, lige fra denne lette og stærke konstruktion til store, tunge og klodsede udgaver af træ og jern. Mange håndværkere havde en tagbagagebærer til transport af deres værktøj og materialer. Snedkerens var lavet af træ og smedens af jern.

I ferietiden så man mange overlæssede tagbagagebærere. Der skulle jo være plads til hele familien. Med indtil 50 kilo på taget mærker man ikke meget, men læsses der for meget på er det tydeligt, at en bil ændrer køreegenskaber. Tyngdepunktet flyttes meget opad og det må der tages hensyn til ved kurvekørsel og opbremsning.

Denne lille advarsel er nok på sin plads, da en tagbagagebærer sikkert også i dag vil blive brugt til transport af mange sære ting når man har den.